FOLK OG RØVERE

I KARDEMOMME BY

FORORD

    Min egen første teateroplevelse var i JAS (Jægerspris Amatør Scene). Der blev opført Folk og Røvere i Kardemomme By. Når jeg tænker tilbage på oplevelsen, husker jeg en kæmpe teatersal, et kæmpe tårn til karakteren Tobias – så højt, at der var flere etager og en urimelig mængde trin til toppen. Der var også et helt orkester med musik.

 

Nu hvor jeg står i salen mere end 20 år senere, virker salen halvt så stor og Tobias’ tårn er knap 1,5 meter højt, men det er netop min pointe. Talentfulde skuespillere fangede min opmærksomhed og ledte mig elegant igennem forestillingen. Hvis du bliver fortalt, at Tobias kravler op i toppen af sit kæmpe tårn, så ser du et kæmpe tårn – du ser ikke det 1,5 meter ”lave” tårn, der kun kræver en skammel for at komme til toppen. Jeg glemte de unødvendige omgivelser og så en verden af fantasi.

    Portrætterne i bogen har jeg lavet i samarbejde med skuespillerne fra Folk og Røvere i Kardemomme By. De blev lavet i november 2018. Det er mit håb, at du som læser af denne bog vil få et indblik i det arbejde, der bliver lagt af de frivillige folk i det lille, lokale teater, JAS. Materialet i denne bog er fortalt og erindret af Agnete og Valter Simonsen.

Mathias Rasmussen

August Ulrikkeholm

Som både løve og barn i byen.

Steen Pedersen

Som politimester Bastian.

Sminkerummet under scenen, januar 2019.

Systuen på første sal, januar 2019.

Sminkerummet under scenen, januar 2019.

Pulterkammer med nyt stof til kostumer, januar 2019.

”Vores motto er: De voksne må gerne komme med, bare de tier stille. 
De skal ikke tysse på ungerne, det klarer vi selv, hvis det bliver for meget.”

– Valter Simonsen

FOLK OG RØVERE I JAS

    JAS har 22 skuespillere i Folk og Røvere i Kardemomme By. Udover de 22 ­skuespillere har de en lyd- og lysmester. De er tre til kulisserne. Nogle står i baren, og Lissa Madsen står for kostumer. Specielt i år er Lissa også med i selve forestillingen. Hun spiller en rolle, som ikke står i rollehæftet, men hun passer godt i ­bybilledet. Per Gottlieb, formand for JAS, står for at lave plakater og programmer til forestillingen. Der skal knap 30 folk til at stable hele forestillingen på benene. Skuespillernes aldersgruppe i stykket spænder fra Ida på 10 år og helt op til Lissa, der er 76 år. ”Det er en vidunderlig oplevelse, at alle kan være fælles om det i en så bred aldersgruppe.” fortæller Valter.

    Der er tit udskiftning af børnene, fordi de vokser hurtigt. Dem, der var små og søde det ene år, kommer året efter som unge mænd og kvinder, så de kan ikke spille den samme rolle længere. I 2018 var der mange nye skuespillere i stykket. Forestillingen varer omkring to timer inklusiv et kvarters pause, og målgruppen er børn helt ned til toårsalderen.

    ”Det eksisterer ikke,” svarer Agnete bestemt, da hun bliver spurgt om, hvad de gør ved sygdom. Det er meget sjældent, at de har måtte aflyse. Skulle en af børnene, som har en mindre rolle blive syg, så får en af de andre børn i stykket tilføjet disse replikker til sine egne. Er det en af de bærende roller, som bliver syg, så er det bedste desværre at aflyse. Én gang har de været udsat for, at pigen som spillede Karmomilla mistede sin stemme. De måtte have en til at stå at synge ude bagved, mens pigen på scenen stod og mimede, det var ikke overbevisende. 

    Børnene tager arbejdet meget alvorligt. I al den tid JAS har eksisteret, har de kun én gang måtte aflyse en forestilling, og Folk og Røvere i Kardemomme By har aldrig været aflyst på grund af sygdom. Valter har prøvet at spille to roller til en enkelt forestilling, fordi skuespilleren som oprindeligt skulle spille barber Sørensen ikke kunne komme. Ånden i gruppen hedder, at man kommer, og hvis man har feber, må man tage nogle Panodiler.

 

    Det er hårdt arbejde at få forestillingerne op til det niveau, som de ønsker. De samme skuespillere optræder begge år, fordi de det første år opbygger en masse erfaring, der vil gavne dem det andet år. I år var det et hårdere og længere forløb, fordi 11 af skuespillerne ikke havde været med i stykket før, men Agnete og Valter var yderst tilfredse med deres fantastiske præstation.

Tom Lysgaard, Jesper Rahbek, Jan Kristensen

Som henholdsvis Kasper, Jesper og Jonathan.

”Jeg elsker at spille for børn, det er verdens bedste publikum.”

– Valter Simonsen

AGNETE & VALTER

    Agnete har været næstformand for JAS siden 1994, og før det var hun formand i 13 år. Valter begynder som kasserer. Han bliver senere en del af bestyrrelsen i den selvejende institution, som udlejer teaterbygningen til JAS. ”Vi har mange arbejdsopgaver af forskellige slags. Det følger med, når vi har været med fra starten – vi kan heller ikke lade være.” indrømmer Agnete. 

    Agnete har været skolelærer på Skolen ved Kæret, der er en skole for udviklings-hæmmede børn. Valter er uddannet kunsthåndværker, og har i mange år arbejdet i edb-afdelingen hos Tryg Forsikring. Hans første kone dør meget ung, og for godt 36 år siden finder Agnete og Valter sammen.

    Både Agnete og Valter har taget forskellige dramakurser. De har været på Herning højskole, som er en dramahøjskole, der uddanner dramalærere. Valter har også været på kurser i lys- og lydlægning. 


    De har været instruktører på masser af andre stykker. ”Det er ikke fordi, det er noget fint job at være instruktør i et amatørteater. Jeg har for eksempel to store poser med vasketøj stående i entréen.” siger Agnete. Begge har været med i både Dyrene i Hakkebakkeskoven og Folk og Røvere i Kardemomme By. Agnete har haft roller i stykker, hvor hun samtidig også var instruktør, men indenfor de senere år, har hun sagt, at hun kun kan én ting ad gangen, for hun bliver forvirret, hvis hun skal have flere roller.

    I perioder har deres egne børn også været med i stykker – børnebørn har de også haft med, men de har hele tiden gjort sig umage for ikke at lægge pres på dem – de skulle komme, hvis de selv havde lyst. 

    Agnete og bestyrrelsen er begyndt at lede efter nye folk, som har lyst til at påtage sig nogle praktiske opgaver i JAS – blandt andet en, som vil overtage hendes post som næstformand. Hun brænder stadig rigtig meget for JAS. ”Jeg kan se, at det fornuftige ville være, hvis der kom flere unge til i JAS.” siger hun.

Agnete & Valter Simonsen

Scene: Børnedramatik. Agnete og Ruth ankommer til kurset. Spændte og forventningsfulde.

KURSISTER  ”Hvilken scene kommer I fra?” 
AGNETE     ”Jamen… Ikke fra nogen, vi har ikke nogen.” 
KURSISTER  ”Så kan I da bare lave en.”


(DE GÅR HJEM MED NY ENERGI OG TEATER PÅ HJERNEN)

DET NYE TEATER

    Agnete bliver inviteret på et kursus om børnedramatik af sin veninde Ruth. Det er ikke længe siden, at Agnete er blevet skilt og står alene med sine tre børn. Hun glæder sig til, at der skal ske noget nyt, så hun takker glædeligt ja til kurset. 


    ”Hvilken scene kommer I fra?” bliver Agnete og Ruth spurgt, da kurset begynder.

”­Jamen… Ikke fra nogen, vi har ikke nogen.” svarer de og ser forvildet på hinanden. Der er ikke noget teater i Jægerspris. De andre kursister ser det ikke som noget problem, for de kan bare lave et. Forfjamsket får Agnete sagt: ”Det kan vi da ikke bare.”


    ”Jo det kan I da!” siger de andre kursister med rette, for det er præcis det, Agnete og Ruth går hjem og gør.

    Valter åbner sin avis, mens han forsigtigt tager en slurk af sin varme kaffe. I ­avisen ser Valter et pænt billede af Agnete og Ruth med en tekst om, at de søger folk til at starte et amatørteater. Valter afslører sin begejstring med sin daværende kone. Omkring 30 stykker melder deres interesse.


    En masse praktisk arbejde venter forude. Der skal stiftes en forening og laves vedtægter. Erik Haslund og Valter kontakter Dansk Amatør Teater Samvirke, som er en paraplyorganisation for samtlige amatørscener i Danmark. De sender en konsulent ud, som hjælper dem med at komme i gang.

    De første to år af JAS’ historie øver teaterentusiasterne på Møllegårdsskolen og opfører forestillingerne i teatersalen på den gamle kro i Jægerpris, hvis lokaler i dag huser Slotsparkens Friskole. 

Avisartikelen som Valter ser i Frederikssund Avis, december 1980.

    ”Det var forfærdeligt. Der var skidekoldt i salen. Bag i lokalet sad der en kalorifere – forestil dig en slags tidobbelt varmeblæser med en helvedes motor indeni, som larmede under forestillingerne, for ellers sad publikum og frøs.” fortæller Valter. Når klokken slår 22, pakker de alle deres kostumer og rekvisitter sammen, som de slæber frem og tilbage.
    Agnete og Valter ser i avisen, at den lokale biograf skal lukke. De drøner ned for at banke på hos Molly Olsen, der ejer biografen, og som bor i den tilhørende bygning. De vil høre hende, om de må leje biografen, så de kan bruge den til teater. 

    ”Ihh, kom indenfor. Det er lige i min mands ånd.” stråler Molly. Holger, hendes mand, er desværre død. Molly er glad for, at biografen igen skal bruges, så de får lov til at leje den for kun 1.000 kroner om måneden i 10 år – og fra november1983 holder JAS til i ejendommen på Møllevej 4 i Jægerspris. I teatersalen indrettes der en særlig plads til Molly – Mollys stol, så der altid er en ledig plads til hende blandt publikum. Det elsker hun.

    Molly er en sød dame. Hun har ingen børn, men hun har noget fjernt familie, som hun ikke ser så tit. 3–4 år efter JAS har lavet lejekontrakt med Molly, bliver hun alvorligt syg og dør. I sit testamente har hun skrevet at JAS har forkøbsret til bygningen, der skal vurderes til en rimelig pris. Til Mollys begravelse i Skuldelev Kirke er hele kirken fuld, og alle som er med i JAS møder op for at sige farvel til hende.

    Valter sidder i byrådet sammen med Jens-Christian Børresen, der er advokat på Kochsvej i Frederikssund. Der opstår uenigheder med testamentet mellem Molly’s familie og JAS, som løses med hjælp fra Jens-Christian. Han får lavet en vurderingen af bygningen, som bliver sendt til Mollys familie. En pris på 795.000 kroner som familien siger ja til, og JAS overtager endegyldigt ejendommen i 1989.

    Inden de når til beslutningen om at lave biografen om til teater, bliver der afholdt et møde med deres medlemmer. Valter beder om ordet: ”Jeg kan ikke gøre det alene, Agnete kan ikke gøre det alene, det kræver, at vi står sammen. Bruger håndværkere til det vi skal bruge håndværkere til, og resten må vi slæbe selv. Hvis I er friske på, at vi piller 2–3 måneder ud af kalenderen for at kunne åbne teatret, så kan det lykkedes.”  Det bliver et enstemmigt ja fra medlemmerne.

    Der bliver oprettet en selvejende institution, hvis eneste formål er at eje teaterejendommen og udleje den til JAS. Til det formål skal de bruge 200.000 kroner. Det er et kæmpemæssigt projekt. For at skrabe penge sammen, afholdes der en masse forskellige aktiviteter i JAS; koncerter, loppemarkeder, osv. I løbet af knap fem måneder lykkedes at samle pengene sammen, og knokleriet kan begynde. Der er meget, som skal laves – for eksempel er der ikke nogen scene. Tre måneder senere slår de dørene op til det nye teater, med musik fra Jægerspris Garden og rødt bånd, som klippes af borgmesteren. 

   Da JAS overtager ejendom får de både lærredet og de gamle fremvisere med. Det er to store apparater, som kun har plads til cirka en halv film hver. JAS vælger, at de vil bibeholde muligheden for at vise film engang imellem. Det varer ikke længe, før de vælger at investere i en nyere og mere moderne fremviser, som har plads til en hel film. 

    Agnete og Valter mener, at det vil være en fed oplevelse for de lokale børn at se film i widescreen på et stort lærred i stedet for hjemme på computeren eller tabletten, så derfor vælger de at organisere en børnefilmklub. Klubben kører fint i flere år, men langsomt svinder interessen. Det bliver derfor vedtaget, at der ikke længere skal være børnefilmklub i JAS. 

    Et ny opstartet biografmuseum i Næstved mangler funktionsdygtige apparater og reklamefilm. Valter ringer til Næstved og kort efter er apparatet afhentet. Museet får noget værdifuldt til deres samling, og JAS slipper for at slæbe det tunge apparat på lossepladsen. Rummet, hvor apparatet tidligere stod, anvendes i dag til deres lys- og lydteknikere. 

    Basen på de 30 entusiater holder i mange år, og det er kun indenfor de senere år at folk er begyndt at træde fra. Mange af fratrædelserne skyldes alderdom, så det er kun naturligt, og der må også være plads til nye ildsjæle. Udover Agnete og Valter, har Lissa – som laver kostumer – også været med helt fra starten. 

Malthe Saunte Hansen

Som købmand.

"Når sporvognen er ­stjålet, og røverne løber fra den ene side af scenen til den ­anden, ­bliver publikum spurgt,

hvor sporvognen er. Taget er næsten ved at lette af ­børnestemmer, der i stedet råber, hvor røverne er.” 

– Valter Simonsen

Sigrid Bak Reguerira
Som sporvognsstyrer Syversen.

”Når man sidder bag scenen og venter på sit stikord, så har man tid til at lytte 
til de sange, der bliver sunget. Hvor fantastisk fremragende de i virkeligheden er.” 

– Valter Simonsen

BEGYNDELSEN PÅ BØRNEFORESTILLINGERNE

    For godt 30 år siden bestiller Møllegårdsskolen en børneforestilling i anledning af skolens fødselsdag. Det viser sig at være en kæmpe succesforestilling, så det besluttes, at der skal være familieforestillinger i JAS. Der veksles mellem at opføre Dyrene i Hakkebakkeskoven i to år og efterfølgende Folk og Røvere i Kardemomme By også i to år. Stykkerne er lavet af Thorbjørn Egner – en norsk tegner og forfatter. Han har valgt at lade melodierne gå igen i både Dyrene i Hakkebakkeskoven og Folk og Røvere i Kardemomme By, så børn kan genkende dem. Stykkerne er blevet oversat til dansk af Halfdan Rasmussen.

    Efter mange forestillinger med disse to stykker, er det på tide at introducere noget nyt, så de vælger at opføre Jul i Gammelby og Pippi Langstrømpe, men de hitter ikke.     Det, der er så godt ved Hakkebakkeskoven og Folk og Røvere, er de mange sange. Pippi Langstrømpe har kun to sange. Jul i Gammelby er god, men der er desværre for meget snak, så det bliver svært at fastholde børnene – det er det sang og musik er god til. Hakkebakkeskoven og Folk og Røvere kan ses af børn fra toårsalderen, selvom de ikke kan følge med i handlingen, sidder de alligevel og hopper af glæde, fordi der er så mange flotte farver, dejlig musik og mærkelige dyr. ”Det er vidunderligt at se sådan en lille to-årig i pausen med helt røde kinder og store øjne,” lyder det glædeligt fra Valter.

    Stykkerne er så populære, at folk gerne kommer tilbage og ser det år efter år. For nogle er det blevet en tradition op mod jul at invitere på æbleskiver og tage ned at se forestillingen i JAS. Det er ikke en decideret juleforestilling. Det er ikke noget med nisser, men folk er begyndt at forbinde det lidt med jul. 

Astrid Holm Simonsen, Alberte Ulrikkeholm og Julie Holm Simonsen
Som henholdsvis Karmomilla, æsel og Tommy.

”Jeg ved godt, det er hårdt, men I skal blive ved med at stå at smile, som om det er det dejligste i hele verden. 
I skal være fulde af humør og ballade. Publikum opfanger det hele.” 

– Agnete Simonsen

    Dyrene i Hakkebakkeskoven og Folk og Røvere i Kardemomme By er de store titler i JAS. Det er dem med det største billetsalg. De 142 plader var i 2018 fuldstændig udsolgt til alle 12 forestillinger. Der har været tale om at lave flere forestillinger i takt med, at der blev udsolgt, men Agnete forklarer, at det vil køre folk ned. De har før prøvet at fortsætte frem til midt i december, men skuespillerne bliver ødelagte. Mange arbejder hele ugen, og bliver det til mere end tre weekender, bliver de for udkørte. Så de har valgt tre weekender, hvor de kan være fuldt koncentrerede. Når alt kommer til alt, er det jo ”kun et amatørteater”. 

    ”På et eller andet tidspunkt falder børnene fra. Det må vi se i øjnene. Det kan være lidt et problem, for vi synes de skal blive ved. Nogle kommer tilbage, når de får børn, men de er ikke lige så hardcore, som vi var. Vi havde børn og tilbragte meget tid i JAS.” fortæller Agnete. Deres børn brokkede sig også indimellem, erkender Agnete. 

    De har længe vist 12 forestillinger af Folk og Røvere og Hakkebakkeskoven fordelt på tre weekender med to forestillinger om lørdagen og to om søndagen. ”Men det er faktisk temmelig hårdt. Folk er bombede bagefter.” fortæller Agnete. ”Vi når at få en halv times pause mellem de to forestillinger, og det kan ikke nytte noget, at vi kommer og ser sure eller trætte ud i den sidste forestilling.”


    Den første instruktør på børneforestillingerne er Dagny Larsen fra Kulhuse, Lissas mor. Agnete spiller slagter og Valter politimester Bastian. Efter cirka 10 år som politimester har Valter lyst til at prøve noget nyt, så han skifter rolle til Tobias i tårnet, og her kommer Steen til som politimester Bastian – en rolle han efterfølgende har spillet i mange år i træk. 

    I takt med at Dagny bliver ældre, begynder Agnete at hjælpe Dagny med at instruere. For knap 20 år siden påtager Agnete sig rollen alene. Valter tager sig af alle mulige praktiske anliggender sammen med Per, som blandt andet at skrive tekst til programmet, skrive til pressen, lave rollelister, indkaldelser og lignende for at fritage Agnete, så hun kan koncentrere sig om at instruere. 

    Der har været mange forskellige musikkere til stykkerne. Leif Sillemann har spillet keyboard til Folk og Røvere og ­Hakkebakkeskoven de sidste 15 år. De også har haft tre fra det Kongelige Kapel, som spillede på fagot, trommer og clarinet. De var glade for at spille i JAS. Det beløb de fik var småpenge sammenlignet med, hvad de ellers præsterede, men de nød stemningen i JAS. Musikkerne er de eneste i ­stykkerne, som er lønnede.

Liva Brandt Frøslev
Som Remo.

”Det er også et led i det her; man skal ikke miste modet,
fordi man ikke lige fik det, man ville.”

– Valter Simonsen

CASTING

    Skuespillerne finder de primært blandt de børn, som er medlemmer af JAS. I sjældne tilfælde, har de været nødsaget til at lede andre steder. Gennem deres 36 år har de lært, at det som virker bedst for dem er at rekruttere blandt deres egne rækker. Hvert år håber de på, at se nogle nye ansigter i teatret, som også brænder for scenen. De tre handlende i år; købmanden, bageren og slagteren er nogen, de har haft i teatret, siden de var små.

    I forbindelse med deres generalforsamling udsendes et skema, hvor man kan ønske, hvad man gerne vil være med i, i den kommende sæson. Agnete og Valter tager ofte i JAS for at se de andre stykker i teatret, der bliver opført af Jaslingerne og de andre børne- og ungdomsgrupper, for at spejde efter potentielle talenter. Det er forbundet med lidt prestige, at være med i en voksenforestilling. Ida, der spiller papegøjen i Dyrene i Hakkebakkeskoven, spejdede de i en anden forestilling, og Valter udbrød: ”Der er hun. Hende skal vi have med, hvis hun vil – og må for mor.” 

    Der stilles ikke nogen specifikke krav til skuespillerne. Den uddannelse de skal forvente at få er en langsom oplæring. De kommer med på scenen i mindre roller, og efterhånden udvikler de sig. Det må ikke gå for hurtigt. Desværre er der nogle unge, som gerne vil have, at det skal gå meget hurtigt, ellers smutter de igen, hvis de ikke får hovedrollen.

Astrid Holm Simonsen
Som Karmomilla.

FORBUD MOD OPFØRING

    I 2017 skal JAS spille Dyrene i Hakkebakkeskoven, men de bliver stoppet af forlaget, fordi der er nedlagt fogedforbud. Rettighedshaverne kan ikke enes. Valter spørger forlaget, hvad der vil ske, hvis de spiller stykket alligevel. Politiet vil lukke forestillingen, får han skarpt at vide. Agnete og Valter tænker pyt og fortæller forlaget, at de i stedet spiller Folk og Røvere i Kardemomme By. ”Så skal I spørge om tilladelse fra Bellevue Teatret.” får de at vide. Rettighederne til opførelse af Folk og Røvere i Kardemomme By er købt af Bellevue Teatret, og de vælger, hvem der må vise stykket og i hvilket omfang.

    Valter kontakter den daværende direktør på Bellevue Teatret, Anette Vendelbo. ”Det er vores guldæg, og I er en for stor konkurrent,” får de at vide. Per ved, at Bellevue Teatret er i deres fulde ret til at afslå forespørgslen fra JAS, men han forstår ikke, hvorfor et stort teater mener, det er nødvendigt. JAS er blot et amatørteater, der ligger 50 kilometer væk, alligevel må de meddele til deres publikum på Facebook, at forestillingerne desværre skal aflyses, og at dem der allerede har købt billetter bliver refunderet. 

    Der opstår en ophidset protest mod Bellevue Teatret, som modtager en fordømmelig klagesang på Facebook og i pressen, og det begynder at gå ud over Bellevue Teatrets billetsalg. Det giver også et stort hul i sparegrisen for JAS, som havde forventet en indtægt på omkring 150.000 kroner til at dække huslejen og andet.


    Som i Thorbjørn Egners stykker, hvor det onde bliver godt, bliver Bellevue Teatret også god igen. Anette Vendelbo går af som direktør, og ind træder Pia Jette Hansen som direktør. En af de første dage hun sidder på sit nye kontor, lægger pressechefen, en artikel om JAS og Bellevue Teatret fra B.T. på hendes bord og siger, ”Det her skal løses.”

    Pia ringer til Per og spørger, om de ikke kan lægge stridighederne bag sig. Hun kommer på besøg i JAS med fredspiber – i dette tilfælde er det lakridspiber, som bliver gumlet, imens TV2 Lorry filmer og fotograferer deres fredskonvention.


    Pia mener, at hele situationen er blevet tacklet forkert. Bellevue Teatret skal understøtte JAS i stedet for at virke begrænsende. Der ligger i JAS en mulighed for at finde fremtidige talenter, så JAS skal spille Folk og Røvere i Kardemomme By igen. 

På nuærende tidspunkt er det for sent at begynde at finde et helt hold til at fremføre stykket, og årets juleforestilling forbliver desværre aflyst. 

    ”Har I nogensinde set os opføre Folk og Røvere i Kardemomme By?” Spørger Pia. Det har de ikke. De bliver inviteret i Bellevue Teatret med besked på at komme i deres kostumer. ”Jeg sørger for transporten.” lyder det fra Pia. Fra Sporvejsmusset ankommer der en gammel veteranbus for at hente de femten amatører fra JAS. Da bussen ankommer til Bellevue Teatret, står alle Bellevues skuespillere linet op for at tage godt imod dem med sang. ”Vi følte os næsten som kongelige skuespillere – og så kommer der bare nogle amatører fra Jægerspris. Det var dejligt, for vi synes også, at der skulle lægges låg på. Nu måtte det stoppe.” Afrunder Valter fredfyldt.