I FRIT FALD
FORTÆLLINGER OM SPISEFORSTYRRELSER OG SELVSKADE
I SAMARBEJDE MED
I SAMARBEJDE MED
%20copy.png)
Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade
Indhold
01
FORORD
02
REBECCA
03
ANNA
09
JULIE
10
MAI
11
SOFIE
04
IDA
12
TANJA
05
SANDRA
06
ALBERTE
13
HENRIETTE
14
KIRSTINE
07
ASGER
08
HANNA
15
REBECCA
16
ANNA
FORORD
I dag er det ofte dem, der råber højest. som løber med opmærksomheden, men det er ikke nødvendigvis dem, der ved mest om sagen.
I efteråret 2019 deltog en række unge mennesker i en medieskole med titlen "Den, der har ordet, har magten" afholdt af Information i samarbejde med Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade med støtte fra TrygFonden. På medieskolen lærte de unge deltagere, hvordan de kan omsætte deres følelser og erfaringer til et format, som alle kan forstå. Det er der kommet de efterfølgende 15 personlige fortællinger ud af.
Trine Christensen og jeg, begge fotografer, har fulgt de unge i deres forløb på medieskolen og fotograferet dem i deres udvikling. Alle billederne i dette projekt er taget efter de unges endte behandlingsforløb. De vil aldrig blive helt fri fra deres tidligere lidelser, men de er på den rette side, hvor de alle har let til et smil.
Om spiseforstyrrelser
En spiseforstyrrelse kan være et tegn på svære følelsesmæssige udfordringer. Personer, der er berørt af en spiseforstyrrelse, har som regel et overdrevet fokus på mad, krop og vægt. De fortæller, at de ofte er forpinte af følelsen af utilstrækkelighed og ensomhed. De har en oplevelse af konstant at høre en kritisk og nedladende stemme: ”Du er for tyk, du har fede lår, du bør tabe dig”. Den kritiske stemme har typisk over tid fået rigtig meget taletid og næsten taget magten fra personen. Videnscenter for spiseforstyrrelse og selvskade (ViOSS) anslår, at der findes 75.000 mennesker med en spiseforstyrrelse i Danmark.
Om Selvskade
Selvskade er en mestringsstrategi. En måde at flytte svære tanker og følelser til noget konkret og tydeligt – kroppen, men uden at have et ønske om at begå selvmord. Det kan være en måde at distrahere sig selv og fjerne fokus fra det, som er svært. Selvskade kan derfor umiddelbart opleves som en hjælp til at få det bedre, men kun kortvarigt, for den fjerner ikke problemerne. I stedet føler den, som laver skade på sig selv, sig ofte skamfuld, og det kan være med til at fastholde selvskaden. Der findes mange grunde til, at mennesker skader sig selv, der findes sjældent en enkelt forklaring.
.jpg)
REBECCA
LIVET HAR VÆRET RÅT OG FORHOLDSVIS UBARMHJERTIGT
Hun sidder med telefonen i hånden. Panserglasset er smadret, og hun knækker et lille stykke af ude i kanten. I hænderne har hun nu et glasskår, og straks begynder de indre dæmoner at råbe i hendes hoved. Lyset udenfor forsvinder langsomt i takt med, at solen går ned. Skyggerne danser på væggene, og stuen bliver mere og mere dunkel.
Imens sidder hun i sofaen og stirrer stift på det lille stykke panserglas og lader tanker og følelser overvælde sig. Hun vender og drejer glasskåret mellem fingrene og mærker de skarpe kanter prikke i den bløde hud. Hendes indre røvhul skriger igen ad hende: ”Gør det!”
”Nej!” råber hun tilbage, men uden at en lyd kommer over hendes læber. Det er en kamp. En krig, som foregår i hendes indre, mens der rundt om hende er tyst som graven. Stuen er nu bælgmørk og afspejler hendes sindstilstand. Hun lægger glasset på sofabordet og tager en dyb vejrtrækning. Glasskåret ligger nu på bordet. Det er som om, det hvisker lokkende til hende,
og hun rækker ud efter det. Hendes verden er grå og følelsesløs, og det kan en enkelt handling ændre på. Hun kan få det hele til at gå væk for en stund. Hun griber atter om det kolde glas og sætter det mod armen, men tøver så. Det er en vej, som hun har lovet sig selv ikke at gå ned ad igen. Hun rejser sig og smider glasskåret ud. Hun smiler for sig selv. På vej tilbage til sofaen tænder hun lyset. Hun lykkedes. Hun sejrede endnu gang.
Selvskade er som et misbrug
Mit navn er Rebecca, jeg er 26 år, og dette er en scene fra mit liv. Jeg er selvskader og ja, jeg skriver, at jeg er. Tag ikke fejl, jeg er fri af min selvskade, men lige som en ryger altid vil være en ryger, uanset hvor lang tid siden det er, at sidste smøg blev røget, bliver han aldrig ikkeryger igen. Men når livet gør ondt eller er rigtig svært, så vender mine tanker sig mod mig, og som mange andre, der har haft en afhængighed, er faren for at falde i der altid.
.jpg)
.jpg)
JEG VINDER LIDT HVER GANG,
DET LYKKEDES MIG AT TÆNDE
LYSET OG SMIDE GLASSKÅRET UD.
.jpg)
.jpg)
For jeg synes, at livet har været råt og forholdsvis ubarmhjertigt. Jeg vil ikke komme med en lang og hjerteskærende historie, men i korte træk fortælle, hvad livet har budt mig. Så kan det være, at du bedre kan forstå, hvorfor det er en så stor succes for mig, når jeg kan lade være med at skade mig selv.
Jeg blev mobbet i folkeskolen, og som 14-årig braste min verden for alvor sammen, da min lillesøster på 8 år døde, efterfulgt af mine forældres skilsmisse. Så efter at have fået sprunget hele mit fundament i tusindvis af stykker fulgte en smerte og sorg, som jeg fandt meget vanskelig at håndtere, og det var her, jeg begyndte at gribe til selvskade for at få styr på og kontrol over mine følelser.
Så at lade være med at skade mig selv er en handling, som kræver umådelig meget vedholdenhed og for mit vedkommende en god portion stædighed. Så når det lykkes mig at lade være, er det en sejr! Jeg er en misbruger, der har mit misbrug under kontrol, og jeg er stolt af det! Jeg vinder lidt hver gang, det lykkes mig at tænde lyset og smide glasskåret ud.
.jpg)
.jpg)
ANNA
SELVSKADEN GAV MIG RO
Jeg var 13 år gammel, første gang jeg skar i mig selv. Mangel på tryghed både i skolen og hjemme betød, at jeg var begyndt at lide af angstanfald og skolevægring. Sammen med mine forældre gik jeg til skolepsykolog, men desværre lå fokus udeluk-kende på at få mig tilbage i skolen frem for at finde årsagen.
Jeg havde en følelse af ikke at være god nok, og at jeg ikke var noget værd, når det ikke lykkedes mig at komme afsted om morgenen, og jeg fik det rigtig skidt med mig selv. En dag var jeg så for-pint, at jeg tog en kniv og lavede nogle små snit i armen. Det gav en ro og en lettelse, som
havde længtes efter, og der fra blev selvskaden en stor del af min hverdag. Samtidig skammede jeg mig meget og gik derfor alene med det i lang tid.
Magtkamp frem for samarbejde
Som 15-årig blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af depression og selvmords-tanker. Det forstærkede følelsen af afmagt og utryghed, og min selvskade eskalerede derfor voldsomt. Det blev den eneste måde, jeg kunne håndtere mine følelser på. Jeg blev enormt selvdestruktiv, og behandlernes forsøg på at kontrollere og stoppe min adfærd gjorde mere skade end gavn.
.jpg)
.jpg)
Langsomt blev jeg mere opfindsom med mine selvskaderitualer og brugte meget tid på at tænke over, hvordan jeg skulle skaffe “red-skaber” til at skade mig selv med. Mine ting blev ofte konfiskeret, så jeg blev god til at finde gode gemmesteder.
Jeg ville ønske, at der havde været mere fokus på at skabe tryghed og tillid i stedet for at fokusere på at forhindre selvskaden og finde den rigtige medicin. Behandlingen blev til en magtkamp i stedet for et samarbejde. De insisterede på at vise mig, at mine handlinger havde konsekvenser, og at min selvdestruktive adfærd var uhensigtsmæssig og uønsket. Det var jeg egentlig aldrig i tvivl om.
.jpg)
Sygeplejerske blev min vej ud
De næste 5-6 år blev jeg kastet rundt mellem forskellige hospitaler og bosteder uden rigtig at få det bedre. Jeg endte på en lukket afdeling, hvor en af sygeplejerskerne forsøgte at overtale mig til, at vi skulle ud og løbe sammen. I starten gad jeg ikke, men en dag fik hun lokket mig med alligevel. Allerede fra første tur kunne jeg mærke, at det gjorde noget godt for mig, og at jeg fik lidt af den ro og lettelse, som selvskaden gav mig. Vi snakkede meget sammen under løbeturene, men på en mere afslappet måde, end jeg var vant til. Stille og roligt begyndte jeg at åbne op og reflektere, hvilket jeg ellers havde haft rigtig svært ved.
Nogle måneder senere blev jeg udskrevet til et nyt bosted, der valgte at rumme mig og min selvskade, uanset hvad. Det betød, at det var slut
.jpg)
Jeg vil altid have mine ar,
men jeg forbinder ingen skam med dem.
De er en del af min historie.
.jpg)
IDA
TAK FOR INGENTING
Jeg sidder stift i stolen og stirrer på manden foran mig. Mit hjerte trykker smertefuldt i brystkassen. Psykiateren vender sig i stolen og kigger på mig. Jeg er klar til at få dødsstødet. Klar til at få at vide, at jeg er helt til rotterne. Og jeg ved det godt selv. Jeg ved godt, at den ikke er god. Jeg har netop fortalt ham, at jeg kaster op en gang imellem, selvom sandheden nærmere er flere gange dagligt. At jeg altid har haft det svært med mig selv og skiftet mellem at være træningsafhængig, sundhedsfanatisk, anorektisk og nu bulimisk. Sådan har det faktisk været siden starten af mine teenageår.
Han ser på mig med venlige øjne og siger: ”Ja, du trænger helt sikkert til at snakke med nogen, men jeg kan desværre ikke give dig en henvisning.” I sekunderne efter blev jeg først ramt af afvisningen, der fik hans efterfølgende ord til at forsvinde i en tåge. Herefter sank betydningen af ordene ind: At han kunne godt høre, at jeg var syg, men ikke syg nok.
.jpg)
Jeg er klar til at få dødsstødet.
Klar til at få at vide, at jeg er helt til rotterne.
Og jeg ved det godt selv.
Jeg ved godt, at den ikke er god.
.jpg)
Jeg var ikke tynd nok til behandling
I dag kan jeg takke mange for, at jeg er vel-fungerende, normalvægtig og kan spise stort set et hvilket som helst måltid mad sammen med min familie og mine venner – vel at mærke uden at kaste op bagefter – men det danske behand-lingssystem er desværre ikke på den liste. I det danske behandlingssystem var jeg for normal-vægtig til at kunne anses som ægte syg med en spiseforstyrrelse, selvom jeg havde en lang journal helt tilbage fra mine tidlige teenageår fyldt med bekymringer, besøg hos lægen og andre instanser angående mit usunde og tvangsprægede forhold til mad.
Havde jeg ikke haft stærke forældre, der ville og kunne betale for behandlingsforløb i det private, er jeg ikke i tvivl om, at jeg fortsat ville ligge på
knæ foran toilettet flere gange dagligt, træne dagen lang og akavet undgå maden i alle sociale situationer.
Sygdommens kompleksitet går tabt
Det danske behandlingssystem vurderede mig for rask til at få hjælp, fordi systemet maser psykisk lidende personer ned i kasser og ind i afkrydsningsskemaer, der skal fortælle dem, om de er raske eller syge. Systemet gør sig på den måde blinde over for kompleksiteten i det enkelte individs sygdomsudtryk og de bagvedliggende årsager. Hvis vi virkelig ønsker at mindske det stigende antal spiseforstyrrede danskere, skal der skabes mulighed for at kunne se det enkelte menneske og gives mere skræddersyede behandlinger til netop dette individs indre kampe.
.jpg)
.jpg)
SANDRA
Anoreksi er ikke
for tøsedrenge
I MANGE ÅR VAR DET EN DAGLIG KAMP AT SLIPPE
FRI AF ANOREKSIENS SKARPE KLØER, OG DA JEG VAR
TÆTTERE PÅ END NOGENSINDE, BLEV JEG LIVSTRUENDE
SYG AF EN SJÆLDEN MEDFØDT HJERTEKARSYGDOM.
DET BLEV ET AFGØRENDE VENDEPUNKT.
.jpg)
DEN OMVENDTE SLANKEKUR
Jeg besluttede mig for at slå min bedste ven ihjel. Jeg ville sulte hende, som hun havde sultet mig i 13 år. Den omvendte slankekur. Jeg så for mig, hvorledes hun bid for bid ville skrumpe ind til en
udmagret bleg skikkelse, nærmest gennemsigtig,
hulkindet og følelsesforladt. Hendes puls og sjæl ville langsomt blive svagere for til sidst at give slip og rådne op i et lille isoleret hul i jorden.
.jpg)
.jpg)
Jeg lå på hospitalet klædt i hvidt. Uskyldig så jeg ud, men bag facaden var jeg en tikkende bombe med en kæmpe blodprop på 12 cm. i mave og bækken. Ingen var i tvivl om udfaldet, hvis proppen rev sig løs. Det var absurd. I årevis havde jeg fundet tryghed ved tanken om døden og dens fredsommelige stilhed. Jeg var afklaret med at dø af min spiseforstyrrelse, om ikke andet så for at få fred.
Der var ingen helbredende behandling at få. Lægerne satte derfor deres lid til at forsøge at forebygge nye blodpropper med medicinsk behandling, støtte-strømper og vejledning om et hjertesundt liv. Der gik det for alvor op for mig, hvor usselt og destruktivt et liv jeg havde levet i selskab med min evige trofaste følgesvend, anoreksien.
Jeg var meget svag, og kræfterne var få, men alligevel voksede der en varm og spydig ild frem indeni mig. En bevægende energi, som jeg
kunne anvende til noget positivt og håndtere konstruktivt i mit forsøg på at begå et overlagt mord.
Alliance er nødvendig
Med min beslutning om at påtage mig titlen som drabskvinde fulgte også selvransagelse. Jeg var klar over, at jeg ikke ville få et ben til jorden uden allierede og fortrolige. Jeg måtte have hjælp. To af dem blev min behandler i psykiatrien og min bostøtte i socialpsykiatrien. De havde kæmpet med mig i 4 år på dette tidspunkt. Jeg var tung at danse med, for jeg spændte ben for mig selv. Igen og igen. Min bedste ven havde tilmed udnævnt mig til ekspert i undskyldninger, så hver gang, at min rigiditet brød med kostplaner og anbefalinger vedrørende motion og hviletider, havde jeg altid en ”logisk” forklaring på mine handlinger. Det var slut nu!
Jeg besluttede mig for at slå
min bedste ven ihjel.
.jpg)
Sygdomserkendelse
Der kom andre boller på suppen, og maden blev fedtet ind i sygdoms-erkendelse. Det blev mit nøgleord - sygdomserkendelse - fordi det gav en mental indsigt, som jeg aldrig var lykkedes med tidligere. ”Jeg erkender, at jeg er anorektiker, og min bedste ven hedder anoreksi”. I samtalerne med mine allierede begyndte nøgleordet at løsne stramme kæder og derpå åbne døre til en helt ny virkelighed. Jeg evnede pludselig at se mine adfærdsmønstre i forhold til, hvem der havde magten: Min anoreksi eller mig.
Find den sunde stædighed
En anorektiker er ikke svag, for sygdommen kræver stor stædighed. Det er påfaldende, men ikke desto mindre sandt. At sulte sig selv og ignorere krop-pens mange basale behov og signaler er ikke for tøsedrenge. Det kræver viljestyrke af stål og en dedikation, kun få kan overkomme.
Det fordrer således uhyre mange kræfter at vende anorektisk stædighed til en sund stædighed, der kan lede til helbredelse. Min anoreksi har været skyld i megen lidelse. I dag er min bedste ven min værste fjende.
.jpg)
A
ALBERTE
MODEINDUSTRIENS TRAGEDIE
Hvordan kan det være, at modelbureauerne kun ville have mig, da jeg var skind og ben og havde det værre end nogensinde før? Hvordan kan det være, at anoreksi sælger?
Modeverdenen stiller urealistiske krav, men den har altid fascineret mig. Design, tøj og høje hæle får mit hjerte til at banke. Hele processen fra idé til handling er magisk, og kreativiteten spirer i mig bare ved tanken. Men det, der altid har fascineret mig mest, er de høje, slanke piger med styr på livet.
Jeg er selv 180 cm, men følte alligevel, at jeg skilte mig ud. Disse piger var høje, men også slanke. Jeg var bare mig. Og de var overalt med
deres “perfekte” kroppe og “glamourøse” liv. Sådan ville jeg også være!
Men sådan blev det ikke…
Første gang, jeg blev præsenteret for begrebet spiseforstyrrelse, var i et tv-program om nogle modeller og deres kamp mod anoreksi og branchen, de arbejdede i. Det gjorde virkelig indryk på mig, fordi det var første gang, jeg så den mørke side af livet som model, og jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hele industrien og dens krav. Jeg så det sammen med min mor og husker, at jeg sagde til hende: “Sådan bliver jeg aldrig - jeg elsker mad for meget”.
.jpg)
I MIN SØGEN EFTER ANERKENDELSE OG ØNSKET
OM AT LIGNE MODEL-
LERNE I BLADENE
VAR ANOREKSI
BLEVET MIN
EGEN HVERDAG.
.jpg)
Jeg sagde nej til modeldrømmen
Det kom desværre ikke til at holde stik, for i min søgen efter anerkendelse og ønsket om at ligne modellerne i bladene var anoreksi blevet min egen hverdag.
Men drømmen om den perfekte krop og det glamourøse liv var længere væk end nogensinde før - eller det troede jeg i hvert fald. For jeg blev scouted på gaden af samtlige modelbureauer, der tilbød mig drømmen, men inderst inde vidste jeg, at det ikke ville holde, fordi jeg var syg. Jeg kunne ikke være i en branche med så hårde krav, når jeg allerede var min egen værste kritiker. Så jeg sagde pænt nej tak.
Hvordan kan det være, at modelbureauerne kun ville have mig, da jeg var skind og ben? Hvordan kan det være, at de kun ville have mig, da jeg havde det værre end nogensinde før? Hvordan kan det være, at anoreksi sælger? Det er modeindu-striens tragedie.
Mange modeller har fortalt, at de selv har haft spiseforstyrrelser eller et svært forhold til mad på grund af de uopnåelige krav. Modebranchen trænger til en god rystetur. Diversiteten trænger til en opfriskning, hvor der ikke kun er plads til size 00 eller +size. Vi skal have alle dem midt imellem med. Drenge og piger i alle størrelser, farver og højder. Vi skal ikke normalisere én kropstype, for så glemmer vi alle de andre.
Opgør med det forvrængede kropsideal
Heldigvis er der nytænkning på vej, men det er en kamp at navigere i modeverdenen. Vi har alle et ansvar for at ændre den forvrængede idé om den perfekte krop, men først og fremmest skal modebranchen tage kampen op mod de fore-stillinger, den selv har skabt. For ellers vil en masse piger og drenge fare vild i det mørke, jeg selv har været i, og nogle finder måske aldrig lyset igen.
.jpg)
Jeg indrømmer, at jeg er bange for at miste mit håb, for jeg ved, hvordan livet ser ud uden, og det er ikke kønt. Og jeg indrømmer, at jeg stadig har dage, hvor jeg ikke føler mig tilpas i min krop. Dage, hvor jeg er sikker på, at livet som ”tynd” er bedre. Men jeg har været på bunden af bunden, og jeg ønsker ikke for nogen andre, at de skal fare vild i forestillingen om den perfekte krop. For skal jeg fortælle dig noget? Den perfekte krop eksisterer ikke.
.jpg)
ASGER
MÅ JEG VÆRE
MED HER?
Mit navn er Asger Tobias Brodtkorb, og jeg er forfatter til bogen ”Selvbedrag – Er spiseforstyrrelser for mænd?”, der blandt andet handler om min egen tid med ortoreksi, hvad jeg på godt og ondt blev mødt af, og hvad jeg i dag kæmper for at lave om.
For at finde grunden til alt dette skal vi skrue tiden tilbage til den 22. december 2014 og min første samtale i psykiatrien, der handlede om den videre behandling af mit syge sind. Størstedelen af min behandling skulle foregå i en terapigruppe bestående af en flok kvindelige medpatienter og kvindelige behandlere. Denne fordeling af køn, blev – for en 20-årig gut som mig, der i forvejen følte sig ved siden af – hurtigt hverdag, men aldrig sjovt.
Behandlingen er ikke gearet til mænd
Ikke at der skal lyde et ondt ord om min behandler, tværtimod. De ord skal derimod gå til systemet. Et system, der ikke magtede at modtage mig med rimelig respekt for mit køn. Det viste sig hurtigt, at det misforståede billede af spiseforstyrrelser og dens ofre, som værende forbeholdt det stærke køn, ikke kun eksisterede blandt Danmarks almene befolkning. Den gjorde sig også gældende i psykiatrien, der nu skulle hjælpe mig tilbage på ret køl.
.jpg)
.jpg)
Jeg var ganske vist blevet forberedt på fordelingen af mænd og kvinder, men jeg havde ikke forudset, at stedet, som jeg nu havde betroet min mentale sundhed, ikke var lavet til en som mig. En fyr.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at den periode i mit liv – hvor jeg har følt mig allermest malplaceret – skulle handle om behandling af min psyke. Her skulle jeg jo føle mig tryg og velkommen, ikke sandt? Åbenbart ikke.
At blive belært om min manglende menstruation og de potentielle skader, jeg påførte mine ikke eksisterende æggestokke, var mig komplet unødvendig og aldeles fremmedgørende. At jeg ikke kunne åbne en fagbog, udleveret af
behandlingsstedet, uden at blive mødt af tegnede småpiger og sætninger som ”kvinder i alle aldre kan rammes af en spiseforstyrrelse” var for mig chokerende og useriøst.
Mænd skal mødes som mænd
Den uvidenhed, selv eksperterne på området besidder, bekymrer mig. Primært på vegne af den fremtidige behandling af drenge og mænd, der lige som mig risikerer at ende i fedtefadet. Om der er tale om anoreksi, ortoreksi, trænings-besættelse eller noget helt fjerde er som sådan underordnet. Hvis ikke systemet er stand til at møde os, som vi er, og hjælpe os med det, vi bakser med, hvad skal det så ende med?
.jpg)
Det er jo ikke fordi, problemet forsvinder af sig selv, hvis blot vi ignorerer virkeligheden. Der er ikke nogen mirakelkur på et psykisk problem. Det kræver pissehårdt arbejde at komme over på den anden side igen. Men med en vis form for forståelse og accept fra begyndelsen kommer vi langt.
Jeg forventer eller forlanger ikke en behandling specifikt til mænd, men når jeg bruger så meget af mit liv på at ændre denne nuværende udfordring,
så er det med ønsket om, at den næste “generation” af trænings- og sundhedsafhængige gutter ikke på samme måde skal føle sig endnu mere forkerte, end de gør i forvejen: At de kan få udleveret materiale, der gør dem klogere på deres lidelse, med alle de fysiske og psykiske konsekvenser den også har for mænd. At behandlerne er forberedt på og uddan-nede til at tage imod dem og give dem en hjælp-ende hånd, op af den mentale afgrund.
Og selvom statistikkerne – dog noget misvisende – siger, at vi ”kun” udgør 10% af de ramte, skal vi ikke underkendes. Præcis som man ikke underkender eller ignorerer en kræftform, blot fordi den ikke er den mest udbredte. Derimod kæmper kloge hoveder på at finde en kur, uanset den procent-mæssige fordeling af syge. Nøjagtig, som det bør være.
JEG HAVDE ALDRIG FORESTILLET MIG,
AT DEN PERIODE I MIT LIV – HVOR JEG HAR FØLT MIG ALLERMEST MALPLACERET – SKULLE
HANDLE OM BEHANDLING AF MIN PSYKE.
HANNA
EN KROP I UNDTAGELSESTILSTAND
I år er det 5 år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med børne- og ungdomspsykiatrien. Og jeg fik ikke et godt førstehåndsindtryk. Jeg kom som en almindelig 17-årig gymnasieelev. Som sådan gik jeg også derfra, dog med den væsentlige forskel, at jeg nu havde en diagnose: Svær anoreksi. Med denne tilføjelse til min personlighedsbeskrivelse røg al indflydelse, autoritet og rettighed i eget liv, og som bevis fik jeg påduttet en udførlig kostplan, som jeg havde værsgo’ at rette mig efter. Fra den ene dag til den anden.
Dét var startskuddet til en periode i mit liv, der skulle have været fuld af venner, fester og fritidsinteresser. I stedet var den præget af vægtkontrol, blodprøver og EKG’er, daglige kampe og skænderier om mad, løgne og dårlig samvittighed, ensomhed, angst, uregerlige følelser og en krop i undtagelsestilstand.
Et vågent mareridt
Hver dag var et vågent mareridt. Anoreksien åd sig langsomt ind i alle afkroge af mit liv og inficerede min krop, mit hoved og mine tanker. At hver en bid mad forurenede min krop og gjorde mig større, var jeg fuldstændig overbevist om. Det føltes, som om det ingen ende ville tage. Nogensinde. For jeg fik det ikke bedre, og den ambulante behandling i psykiatrien, hvor mine forældre skulle agere behandlere og sørge for, at jeg overholdt kostplanen og tog tilstrækkeligt på, gjorde kun ondt værre.
.jpg)
Jeg var dødsens angst for at møde op til vægtkontrol, fordi truslen om at blive indlagt, hvis jeg ikke havde taget de famøse 500 gram på, var overhængende. Jeg var så angst, at jeg hver gang på vej til sygehuset tømte den ene flaske vand efter den anden i forsøg på at lægge nogle ekstra gram til min vægt.
På trods af min angst og presset fra behandlerne tog jeg ikke på, fordi jeg som anorektiker kun kendte til én måde at håndtere problemer, som jeg ikke kunne kontrollere eller følte mig magtesløs overfor: Ved ikke at spise. Det var en ond cirkel, og som bladene falder af træerne om efteråret, således raslede kiloene af mig.
MED DENNE TILFØJELSE TIL MIN PERSONLIGHEDSBESKRIVELSE
RØG AL INDFLYDELSE, AUTORITET OG RETTIGHED I EGET LIV,
OG SOM BEVIS FIK JEG PÅDUTTET EN UDFØRLIG KOSTPLAN,
SOM JEG HAVDE VÆRSGO' AT RETTE MIG EFTER.
.jpg)
I ca. 2 år kæmpede jeg med denne ubudne gæst, som havde taget bolig i mig. I lang tid havde jeg balanceret på kanten af indlæggelse og fået mange advarsler, men alvoren gik først op for mig, da min behandler vurderede, at det ikke længere var forsvarligt at lade behandlingen fortsætte som hidtil og derfor stillede mig et ultimatum: At blive indlagt på psykiatrisk afdeling (og dermed være tvunget til at følge nye og strenge regler), eller at blive sygemeldt fra gymnasiet og følge kostplanen i eget hjem, dog stadig med to ugentlige vægtkontroller.
Et rungende wakeup-call
Dét blev et rungende wakeup-call for mig - jeg havde hørt nok skrækhistorier om tvangsfodring, zombielignende piger og behandlere med falkeblik og øjne i nakken til at vide, at det absolut ikke var noget, jeg skulle. Alt andet var bedre - selv hvis det betød, at jeg måtte stoppe på gymnasiet og dermed give slip på den sidste rest af normalitet.
Hårdt og uretfærdigt var det, men det var det, der
skulle til, for at jeg kunne træffe en beslutning om at ville noget andet og mere end at have en spise-forstyrrelse. Det, der dog i sidste ende gjorde, at jeg kunne samle nok vilje til at overvinde anoreksien, var, da jeg begyndte at arbejde et par timer om ugen på et kreativt værksted og indimellem passede en lille pige.
Hvad dét gav mig, var - og er - helt uvurderligt; jeg fik et tiltrængt afbræk fra min indholdsløse hverdag, for når jeg var afsted, handlede det ikke om min sygdom. Jeg blev mødt som et menneske og en ressource på lige fod med alle andre og ikke som en spiseforstyrret eller et offer. Og vigtigst af alt, så var jeg noget i kraft af, at nogen havde brug for mig på trods af min psykiske lidelse.
Dét er noget, jeg tror, de fleste kan relatere til: At føle sig brugbar og nyttig, en del af flokken frem for en belastning for samfundet. For mig gjorde det en verden til forskel, for det gav mig selvværd, fornyet mod på livet og en tro på, at også jeg kunne bruges.
.jpg)
.jpg)
JULIE
MIT LIV KRAKELEREDE EN DAG I
SOMMERFERIEN, HVOR JEG MÅTTE REJSE
HJEM FRA ITALIEN MED MIN MOR. JEG VEJEDE
38 KILO OG HAVDE EN FEDTPROCENT PÅ 4.
MIN JAGT PÅ SUCCES
Min historie handler om kontrol, værdi og perfek-tion. Jeg har altid haft et forvrænget billede af, hvordan jeg så ud, så da jeg begyndte at få anerkendelse for mit udseende i takt med mit vægttab, vidste jeg, at jeg havde fundet noget, jeg var god til.
Men mit forvrængede billede af mig selv blev ikke mere korrekt, det blev faktisk kun mere forvrænget. Den indre stemme havde forklædt sig som min bedste ven, men bag facaden var den i virkeligheden min største fjende, og den tog 3 år af mit liv.
Perfektionens sygdom
I min hverdag havde jeg ingen kontrol over mine følelser eller tanker. Jeg pressede mig selv hver eneste dag til at passe ind i en form for ”normal”. Jeg havde andre interesser end mine klassekammerater, og jeg følte mig generelt anderledes.
Min spiseforstyrrelse kom af mange udfordringer i mit teenageliv, men mangel på kontrol og jagten efter konstant perfektion er hovedtemaet. Perfektionen er en umulig opgave at jagte, for den findes ikke! Dog var det næring til stemmen i mit hoved, og jeg blev manipuleret til at fortsætte jagten.
Min anoreksi voksede, og den blev altoverskyggende. Jeg holdt mig fra sociale arrangementer såsom biografture, da jeg kunne blive fristet til at spise slik og popcorn. Derudover var der hele aspektet i at have det godt og nyde noget. Det var absolut forbudt, når jeg nød mad – hvis det skete, skulle jeg straffe mig selv i form af mange timer i træningscenteret og ekstra kilometer på løbebåndet. Det hele bundede i, at jeg følte kontrol, når jeg tabte mig, og adrenalin, når jeg sultede mig selv. En ond cirkel, som blev min tryghed og min hverdag.
.jpg)
Facaden, der krakelerede
Mit vægttab fortsatte, og anoreksien overtog min personlighed. Jeg blev ondskabsfuld, når maden blev serveret, og jeg kunne ikke længere holde facaden. Mit liv krakelerede en dag i sommerferien,
hvor jeg måtte rejse hjem fra Italien med min mor. Jeg vejede 38 kilo og havde en fedtprocent på 4. Mit liv var blevet en ligegyldighed, og jeg så ikke længere et liv uden min anoreksi.
.jpg)
Min "bedste ven" forsvandt,
og jeg følte et enormt tomrum.
Jeg ønskede ikke at dø, men jeg så ingen anden udvej, min krop havde ikke mange kræfter tilbage. Mine forældre tog derfor den nødvendige beslutning om, at jeg skulle i behandling. Min anoreksi kæmpede imod, men jeg var taknemmelig – måske jeg kunne få mit liv tilbage?
Frygten for at miste kontrollen blev det store problem i min behandling, for jeg havde ikke nogen form for kontrol eller medbestemmelse – min ”bedste ven” forsvandt, og jeg følte et enormt tomrum.
Spørgsmålet om, hvem jeg var uden min spiseforstyrrelse, har fulgt mig igennem mit ungdomsliv. I dag, 7 år efter jeg blev erklæret ”rask”, døjer jeg stadig med anoreksiens stemme i mit hoved, men jeg har værktøjer til at styre den. Min tro på, at perfektion gav mig succes er blevet skiftet ud med troen på min egen dømmekraft, glæden ved at være mig og min passion for at ændre den mentale trivsel i Danmark. For succes er ikke drevet af straf og kontrol, men derimod passion, glæde og motivation.
.jpg)
MAI
SPISEFORSTYRRELSEN BLEV MIN BEDSTE VENINDE
.jpg)
Vi er alle sammen bange for noget. Om det er edderkopper, højder eller små rum er egentlig lige meget, for følelsen er ens. Hjertet hamrer afsted med 140 kilometer i timen, håndfladerne bliver kolde, men klamme, og en klump dukker op i maven. Det er normalt og naturligt for mennesker at føle frygt. Men nogle gange kan frygten overtage fornuften, og det er der, vi har et problem.
Englen og djævlen
Jeg hedder Mai, jeg er 18 år og går i 2.g. Godt nok var jeg ikke bange for edderkopper eller lignede, jeg var bange for mig selv.
Det startede i folkeskolen, hvor jeg ikke altid passede ind. Jeg kunne ikke finde et sted, hvor jeg hørte til, og jeg følte mig ofte ensom og sårbar.
Jeg var aldrig rigtig glad og mistede energien og lysten til at forsøge at passe ind. Jeg var lille, magtesløs og alene. Indtil en svag stemme dukkede op i mit hoved. Stemmen gav mig kærlighed, når jeg var ked af det, og styrke, når jeg var blandt andre. Den forstod mig og hjalp mig. Stemmen blev en veninde, jeg kunne stole på.
Men med tiden ændrede de kærlige ord sig til et had mod mig selv, og jeg fulgte blindt med. Den svage stemme overtog mit tankemønster og mine handlinger. Den kastede rundt med mig, som var jeg en håndbold, og hver gang, jeg var ked af det eller følte mig ensom, kom kommentaren: ”Det er din egen skyld”. Før jeg vidste af det, stod jeg ansigt til ansigt med min største fjende og tætteste veninde, på en og samme tid.
.jpg)
Det vigtigste, vi som mennesker kan
gøre, er at finde ro i os selv.
%20Extended.jpg)
Stemmen blev djævlen på skulderen, som vi alle kender fra tegneserierne, og det eneste, der kunne gøre den glad, var min smerte. Selvfølgelig ville jeg gøre den glad. Den vidste, hvad der var bedst for mig, og sagde den, at jeg skulle skære i mig selv eller stoppe med at spise, for at det blev bedre, gjorde jeg det.
Kampen med mig selv
I lang tid kæmpede jeg alene med stemmen. Men når en ting som dette får kontrollen over en, er det svært at komme ud af det selv. Dengang kunne jeg ikke se problemet i at have en veninde, som altid var der for mig, men i dag ved jeg, at stemmen var spiseforstyrrelsens måde at manipulere mig og skubbe mig i den forkerte retning. Det har været en hård kamp, der indebar ugentlige besøg på psykiatrisk afdeling med adskillige samtaler, tests og vejninger.
Men med tiden blev det mere og mere okay, jeg vænnede mig til stemmen og lærte, at den ikke er god for mig. Og i dag ved jeg, at der er forskel på angst og frygt, forskel på kontrol og ikke mindst på venner. Selvom stemmen ikke har forladt mit hoved, ved jeg med sikkerhed, at den aldrig skal have lov til at overtage igen!
.jpg)
Tro på dig selv
Det vigtigste, vi som mennesker kan gøre, er at finde ro i os selv og finde det sted, hvor vi er trygge ved både os selv og vores omgivelser. Jeg er måske ikke selv der endnu. Men jeg er også kun 18 år og har hele livet til at lære mig selv at kende. Jeg tror på, at det kommer en dag, og på trods af de mørke og triste dage, der stadig dukker op her og der, skal man huske, at det ikke er ens egen fejl. Vi er et produkt af vores omgivelser og kan kun finpudse det sidste og sørge for, at vi selv er tilfredse med resultatet.
.jpg)
SOFIE
DET KRÆVER MOTIVATION
AT SLIPPE UD AF EN SPISEFORSTYRRELSE
.jpg)
FØLELSEN AF KONTROL
Jeg har helt fra mine forældres skilsmisse som 5-årig minder om tanker og følelser: Var jeg god nok? Så jeg ud, som jeg skulle? Jeg var lidt større end andre børn på min alder, både højde- og vægtmæssigt, hvilket allerede dengang blev påtalt. Derfor fik jeg meget tidligt i livet et ubehageligt og unaturligt forhold til mad og var bevidst om, hvordan jeg så ud.
Jeg forbandt det at spise med tryghed, hvilket ledte til et overforbrug af mad. Det gjorde naturligvis, at min vægt steg, og det blev jeg mobbet med gennem 7. og 8. klasse. Mobningen endte med, at jeg næsten stoppede helt med at spise, og hvis jeg spiste, kastede jeg det op igen. Dengang så jeg det ikke som en spiseforstyrrelse, men en måde at håndtere de hårde ting i livet på.
Tryghed og kontrol
Anoreksi og bulimi blev mine bedste venner, og især anoreksien fik i min gymnasietid lov til at udfolde sig og blive en form for tryghed. Det blev derfor også meget hurtigt en del af min identitet, og den kontrol, jeg følte ved ikke at spise og dermed tabe mig, gav mig mere og mere blod på tanden. Jeg var ikke klar over, at denne afhængighed senere hen skulle blive det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet at komme ud af.
På trods af den følelse af tryghed og kontrol, som spiseforstyrrelsen gav mig, blev jeg mere og mere isoleret fra både venner og familie. Det vigtigste og eneste, jeg kunne fokusere på, var at undgå mad og blive ved med at tabe mig. Derfor gik jeg igennem min gymnasietid glip af mange arrangementer, ferier og oplevelser, som mine venner og familie deltog i.
.jpg)
.jpg)
JEG KUNNE ALDRIG HAVE GJORT
DET UDEN STØTTE FRA FAMILIE
OG VENNER HVILKET JEG ER
DEM EVIGT TAKNEMMELIG FOR.
Vendepunktet: Jeg ville være som de andre
Som 18-årig fik jeg på trods af min meget lave vægt lov til at tage med på en skitur med gymnasiet, og det blev vendepunktet for mig. En hel uge, hvor spiseforstyrrelsen ikke fik lov at bestemme, men hvor jeg var lige som alle de andre unge på min alder.
Efter skituren kom jeg derfor til den konklusion, at det skulle være slut med at lade spiseforstyrrelsen bestemme. For på trods af følelsen af kontrol indså jeg, at jeg tværtimod havde mistet kontrollen og givet den til den lille stemme i hovedet, der fortalte mig, at alt i livet handler om at tabe sig.
Jeg havde været i behandling for min spiseforstyrrelse tidligere, men jeg var endelig selv blevet klar til at give slip på den, fordi jeg nu havde en motiverende faktor – at leve et normalt ungdomsliv. Det var en hård kamp at komme ud af spiseforstyrrelsen, især fordi jeg blev komplimenteret i starten af mit vægttab og var vant til at blive mobbet med min overvægt. Derfor var jeg bange for kun at være god nok, når jeg var tynd.
.jpg)
Desværre har jeg haft dårlige oplevelser med behandlingssystemet, fordi jeg ikke følte mig set som menneske, men som en sygdom, der kunne kommes i en kasse – hvilket behandlingen derfor også bar præg af. Mit håb er, at behandlingssystemet kan rumme, at der er flere måder at lide af en spiseforstyrrelse på, og at to mennesker med den samme spiseforstyrrelse ikke nødvendigvis har brug for den samme behandling for at blive raske. Jeg kunne aldrig have gjort det uden støtte fra familie og venner, hvilket jeg er dem evigt taknemmelig for.
.jpg)
TANJA
DET VAR EN MÅDE,
HVORPÅ JEG KUNNE
KOMME AF MED
FØLELSERNE, JEG
KUNNE KASTE DEM
UD AF MIN KROP.
Forestil dig, at du er 13 år: Hormonerne raser, kroppen ændrer sig, og du har samtidig svært ved at være i din krop og i skolen, der er sygdom i familien osv. Dette gav for mig grobund for en spiseforstyrrelse. Det blev en løsning for mig at kontrollere, hvad der kom ind, og hvad der kom ud. En spiseforstyrrelse kommer ikke bare af et ønske om at tabe sig, men af så mange andre ting.
Mine forældre havde fået mig i behandling, som bestod af et lægebesøg og kontrolvejninger hjemme. Jeg begyndte at hele, men for at kunne blive rask kræver det kontinuerlig og professionel behandling, og det fik jeg ikke. Og når noget gik mig på, og negative følelser boblede under overfladen og fyldte min krop, var jeg nødt til at håndtere dem, og det kunne jeg ikke uden at ty til opkastninger. Det var en måde, hvorpå jeg kunne komme af med følelserne, jeg kunne kaste dem ud af min krop. Og når jeg gjorde det, følte jeg altid en form for afslapning.
.jpg)
Ville jeg fravælge min mand ved
at vælge en sygdom, der på
ingen måde var god for mig?
.jpg)
.jpg)
Min redning
Jeg fandt min mand i 3.g, vi boede i hver vores landsdel, og vi valgte at flytte sammen efter 1 år. Han vidste, at jeg havde været syg engang, men ikke at jeg stadig var det. Han begyndte at fatte mistanke, og en dag spurgte han mig igen, selvom jeg tidligere havde benægtet. Men denne gang brød jeg sammen og fortalte ham, hvordan landet lå.
Jeg havde forinden chattet med LMS, og de havde anbefalet mig at fortælle ham det. Det var en lang og modbydelig samtale, men den var nødvendig. Han gav mig valget mellem sygdommen og ham. Ultimatummer er normalt ikke noget, jeg vil anbefale, men han gav mig det en dag, hvor jeg var modtagelig for forandring og i stand til at tænke klart: Ville jeg fravælge min mand ved at vælge en sygdom, der på ingen måde var god for mig?
Jeg fik kontaktet min læge, som anbefalede mig at skrive dagbog, og hvis jeg endelig skulle kaste op, at jeg så ikke børstede tænder lige bagefter.
Det ville bare give flere syreskader i munden, så i stedet skulle jeg skylle med vand. Desuden sendte han en henvisning til et behandlingssted, men da jeg fik en tid til samtale, blev jeg mundlam: Der var 1 1/2 års ventetid. Min vægt var blevet smidt ud, for den gav mig ikke andet end dårlig samvittighed. Sygdommen var, til trods for at jeg havde fortalt om den, ikke ligefrem blevet bedre, og da den var på sit højeste, kastede jeg op 19 gange dagligt.
Behandlingen
Jeg endte med at bruge behandlingsgarantien og kom i privat behandling, hvor jeg blandt andet lærte at bruge udtrykket HALT, der står for Hungry, Angry, Lonely, Tired. Det var tilstande, man skulle undgå, fordi de fx kunne føre til over- eller underspisning. Jeg skulle bruge mekanisk spisning, sove i minimum 7 timer hver nat og fortælle, når jeg var sur eller ked af det. Jeg bruger stadig HALT den dag i dag og styrer efter at undgå at være hungry, angry, lonely og tired. Især når der sker meget i mit liv, der er svært at rumme.
.jpg)
MIN VÆGT VAR BLEVET SMIDT UD, FOR DEN GAV
MIG IKKE ANDET END DÅRLIG SAMVITTIGHED.
HENRIETTE
UAGTET HVOR TUNG,
MAN FØLER SIG
ER DET SVÆRT AT
FOKUSERE PÅ,
NÅR SULTEN ER
ALTOVERSKYGGENDE
EFTER FLERE
DØGNS FASTE.
I dag er jeg ikke i tvivl om, at et liv uden en spiseforstyrrelse på alle måder er at foretrække fremfor et liv med. Men den overbevisning holdt min anoreksi skjult for mig alt for længe – og det var der mange grunde til.
Som et misbrug
Jeg er flere gange stødt på sammenligningen mellem anoreksi og et misbrug, og på mange måder synes jeg, at det giver mening. Jeg husker få ting, der slår den altoverskyggende lykkerus, som jeg i anoreksiens greb oplevede på vægten, når jeg havde tabt mig. Det var endnu en dag, hvor jeg var lykkedes, endnu en dag, hvor jeg havde formået at trodse mine biologiske behov, endnu en dag, hvor jeg blev belønnet for min viljestyrke.
Allervigtigst var det endnu en dag, hvor jeg ikke havde taget på, og hvor jeg dermed havde undgået at ligne en velfungerende, glad pige, når det var det absolut sidste, jeg følte mig som. Jeg havde desperat brug for, at verden så, hvor skidt jeg havde det, og der var min iøjnefaldende undervægt det bedste redskab, jeg havde.
Anoreksiens verden var også en flugt. Det var en flugt fra den enorme følelse af ikke at være elsket, en flugt fra depressionens tunghed og en flugt fra den ulidelige smerte og evige drøm om blot at dø, som jeg som hele tiden bar med mig. Det var en fantastisk afledning at tælle kalorier, planlægge næste dags motion, overveje hvilke løgne, der var de mest troværdige. Uagtet hvor tung, man føler sig, er det svært at fokusere på, når sulten er altoverskyggende efter fleres døgns faste. Anoreksien havde mange fordele, og jeg holdt krampagtigt fast i den.
.jpg)
%20Extended.jpg)
Jeg måtte dø. Nu var det nu,
jeg kunne ikke trække den
længere; jeg var nødt til at
begå selvmord.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
KIRSTINE
LIVET I OSTEKLOKKEN
Forestil dig, at du befinder dig inde i en osteklokke, og at dit liv foregår bag glassets vægge. Refleksionen fra glasset får din krop til at se forvrænget ud. Du føler dig ensom og isoleret. Selvom du kan se igennem det tykke glas, kan ingen høre dig, hvis du råber om hjælp - så hvorfor forsøge?
Livet i osteklokken er et billede på, hvordan det føles at leve med en spiseforstyrrelse og at være fyldt med selvhad, destruktive tanker og et stort kontrolbehov. Som 14-årig blev jeg indlagt på børnepsykiatrisk afdeling. Jeg var plaget af anoreksi, angst og depression og havde forsøgt selvmord.
Selvhad
Det begyndte med, at jeg vejede mig i 7. klasse. Jeg var et madøre, og vægt, motion og krop var ikke noget, jeg gik op i. Selvom jeg var normalvægtig, bekræftede tallet på vægten mig i mit selvhad.
Jeg led under lavt selvværd og angstanfald det meste af mit teenageliv, men kæmpede for at skjule min sårbarhed. Udadtil var jeg stadig den glade og småskøre pige - en glædesspreder og verdensredder, som min klasselærer udtrykte det.
Spisemonsteret overtog mit sind
Spiseforstyrrelsen tog for alvor fart omkring min konfirmation, fordi kjolen, som var købt i god tid, var blevet for lille. Det satte gang i en eskalerende træningsproces, strenge kostplaner og kontrolvejninger. Hvis der ikke var fremgang, straffede jeg mig selv. Omvendt oplevede jeg en rus, når vægten gik nedad. Angsten og anoreksien arbejdede godt sammen, for angsten forstærkede mit behov for den kontrol, som anoreksien gav mig. Spisemonsteret havde overtaget mit sind.
Indlæggelsen blev min redning
Mine forældre var magtesløse. Jeg snød, nægtede at spise, råbte og skreg. Jeg var som besat og gik ikke i skole i 5 måneder. Jeg var underernæret, angst og deprimeret. Jeg forsøgte at tage mit eget liv, fordi det føltes som den sidste og bedste udvej, men blev heldigvis forhindret i det.
Jeg blev indlagt på børnepsykiatrisk afdeling, og de 5 måneders indlæggelse blev min redning, selvom det føltes som et nederlag at skulle slippe kontrollen. Sammen med de andre børn og det dygtige personale skabte vi vores egen lille “familie”.
.jpg)
.jpg)
Udadtil var jeg stadig den glade og småskøre
pige - en glædesspreder og verdensredder,
som min klasselærer udtrykte det.
.jpg)
Jeg fulgte en fast kostplan, hvilket jeg til spisemon-sterets ærgrelse ikke kunne undgå, fordi jeg ikke længere havde mulighed for at snyde eller nægte at spise. Overdragelsen af behandlingen til profes-sionelle aflastede mine forældre, og gjorde det lettere for dem at støtte mig i kampen mod spisemonsteret.
Det fantastiske personale hjalp mig til at indse, at jeg kunne vælge at jage spisemonsteret ud, knuse osteklokkens glas og sige “JA” til livet. Det “JA” har jeg aldrig fortrudt.
Der er sket meget, siden jeg blev udskrevet. Men selvom jeg vandt over anoreksien, vil jeg altid skulle kæmpe for ikke at falde i igen. Det er min værste frygt.
Jeg danser det ud
Jeg har været så flov over det, som jeg har udsat min familie, mine omgivelser og mig selv for. Efter min udskrivelse har jeg forsøgt at finde værktøjer til at få bugt med negative tanker, og det mest effektive for mig er at danse. For dansen holder spisemonsteret væk, stopper negative tanker og hjælper mig desuden til at acceptere min krop.
Jeg håber, at der i fremtiden vil blive sat mere fokus på spiseforstyrrelser, psykisk sygdom og sårbarhed. Det skal ikke være et tabu at have det svært. Og jeg håber, at jeg kan være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at få den rette professionelle hjælp. Og at det er muligt at knuse osteklokkens tykke glas.
.jpg)
REBECCA
.jpg)
EN KOMPLEKS, INDIVIDUEL SYGDOM
Mit navn er Rebecca, og jeg har lidt af en alvorlig psykisk sygdom, nemlig anoreksi. Det er næsten 10 år siden, jeg blev syg, men forløbet glemmer jeg aldrig.
Jeg har altid været et tryghedsbarn med hang til kontrol. Da mine søskende og jeg skulle vælge værelser i vores nye hus, valgte jeg det, som var tættest på mine forældres. I modsætning til mine
søskende var mit værelse altid ryddeligt, og hver ting havde sin plads, selv da jeg blev teenager. Jeg lavede altid mine lektier og afleverede før tid. Min personlighed var en medvirkende årsag til, at jeg udviklede anoreksi. En anden medvirkende årsag var, at vi havde oplevet mange dødsfald i familien inden for kort tid, og i perioden efter var jeg meget bekymret for, om mine forældre skulle skilles.
.jpg)
Jeg startede i ambulant behandling som 14-årig, men blev efter 1 år uden resultater indlagt på børneungdomspsykiatrisk afdeling. Mine forældre holdt begge orlov, min far i en håndfuld måneder og min mor i over 1 år. De sørgede for, at jeg fik spist de 5 måltider om dagen, som diætisterne havde tilrettelagt. De sørgede også for, at jeg ikke snød: At jeg ikke løb klokken 4 om morgenen; at jeg ikke fortyndede mælken eller yoghurten med vand; at jeg ikke drak 2 liter vand, inden jeg skulle vejes.
Tiden inden indlæggelsen var hård, da jeg havde mistet al motivation for at holde mig i live. Jeg spiste ingenting, og mine forældre kunne ikke få mig til det. Det kunne jeg heller ikke selv. Jeg var afkræftet,
og dagene hjemme bestod af en indkøbstur, krydsord og Pepsi Max. Jeg kan huske, at jeg en nat vågnede og spekulerede over, om jeg overhovedet kunne komme op af sengen, om jeg ville sove ind.
Jeg blev endelig indlagt og skulle igennem alverdens fysiologiske og psykologiske undersøgelser. Jeg blev vejet og fik taget blodprøver hver dag. Begyndelsen af indlæggelsen føltes ambivalent. På den ene side var jeg lettet over, at jeg nu fik den professionelle hjælp, som jeg havde brug for. På den anden side var jeg ekstremt bange for at tage på og miste kontrollen over det madindtag og de motionsvaner, som jeg var meget trygge ved, og som jeg havde kunne kontrollere i de mange år, hvor min verden havde føltes utryg.
.jpg)
10. klasse blev vendepunktet
Efter 6 måneders ekstrem hård indlæggelse blev jeg overført til et dagshospital, hvor jeg modtog behandling i 3 måneder. Jeg ønskede brændende at starte på gymnasiet, men mine behandlere vurderede, at jeg hellere skulle starte stille og roligt op i 10. klasse, mens jeg stadig modtog behandling. At starte i 10. klasse blev et vendepunkt for mig. Jeg havde ikke haft et socialt liv i mange år, aldrig rigtig oplevet at være ung med alt, hvad det indebærer. Jeg fik en masse nye venner, som ikke tog sig af min hårde fortid, men accepterede mig og inddrog mig i alt fra skolearbejde til fester. Appetitten på livet var vendt tilbage, og almindelige sunde tanker begyndte at fylde mere end de spiseforstyrrede.
Alle reagerer forskelligt
I efterrationaliseringens lys har det taget mig lang tid at blive rask, og jeg har skullet lære andre måder at håndtere svære livsvilkår på end ved at kontrollere mit madindtag, hvilket jeg måske stadig har en tendens til. Mennesker reagerer forskelligt, når de skal klare svære livssituationer, hvad end det så er mere rygning, et forhøjet alkoholindtag eller at dyrke en masse sport. Det er naturligt, men bør ikke udvikle sig til noget tvangspræget eller sygeligt.
Anoreksi er en kompleks, individuel sygdom. Jeg håber, at min historie kan være med til, at dette bliver anerkendt, og at den samtidig belyser nogle faktorer, som jeg mener kan have betydning for sygdommens årsag og behandling.
.jpg)
Jeg kan huske, at jeg en nat vågnede
og spekulerede over, om jeg overhovedet kunne komme op af sengen, om jeg ville sove ind.
.jpg)
A
N
N
A
DA JEG FØRST VAR STARTET,
KUNNE JEG SLET IKKE
STOPPE IGEN. SMERTEN VAR
FORFÆRDELIG, MEN FØLELSEN
AF KONTROL OVER MIN EGEN
KROP VAR FANTASTISK.
.jpg)
JEG PRØVEDE AT SKÆRE MIG MENNESKELIG
Da jeg startede i gymnasiet, var det hele lige pludselig meget overvældende. Ny skole, nye mennesker. Det blev så meget, at jeg ikke kunne trække vejret. Alt føltes uvirkeligt. Lægerne undersøgte mig og sagde, at der ikke var noget fysisk i vejen med mig, men hvad kunne det så være? Jeg følte, at min krop var helt forkert, og at den arbejdede imod mig. Og så besluttede jeg at arbejde imod den.
Jeg havde læst på internettet, at det kunne hjælpe på modløsheden at skære i sig selv, og en dag fandt jeg helt tilfældigt en skalpel i skabet derhjemme; det tog jeg som et tegn på, at det var den rigtige vej at gå.
Jeg gik ud på badeværelset og satte mig på den lille, blå skammel i brusekabinen. Væggen var kold mod min ryg. Der lugtede af sæbe. Men det føltes alligevel trygt. Bare mig helt alene i min egen lille verden skærmet af et klæbrigt lilla forhæng. Alt uden for brusekabinen var væk.
Så jeg skar. Og da jeg først var startet, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Smerten var forfærdelig, men følelsen af kontrol over min krop var fantastisk. Og da jeg så, at min krop blødte som en helt normal menneskekrop, følte jeg mig pludselig mere normal.
Jeg følte mig som et menneske, der eksisterede. Det var afhængighedsskabende. I min dagligdag følte jeg mig uvirkelig og umenneskelig, men i mit rum bag det lilla badeforhæng var jeg virkelig. Jeg begyndte at skære hver dag efter skole, når mine forældre ikke var hjemme.
.jpg)
Svømning blev mit nye frirum
Men selvfølgelig opdagede min mor det. Vi havde en hård og tårevædet samtale, og jeg lovede at stoppe. Det gik op for mig, at jeg var nødt til at finde et nyt frirum. Et sted, hvor jeg kunne få den samme ro i hovedet og kroppen. Helt tilfældigt var det på det tidspunkt, min kusine introducerede mig for triatlon. Og utroligt nok kunne jeg med det samme mærke, at svømningen ville blive mit nye frirum.
.jpg)
Når jeg svømmede, fik jeg ro. Ægte, dybfølt ro. Jeg blev afslappet, og verden omkring mig blev sat på pause. Og modsat selvskaden blev roen hos mig resten af dagen. Jeg blev så lettet, da jeg fandt svømningen, men der var stadig langt igen. Hver dag havde jeg lyst til at falde i og skære i mig selv, og hver dag mindede jeg mig selv om, at det var bedre at svømme. Stort set hver morgen inden skole tog jeg i svømmehallen. Jeg endte med at blive en rimelig habil svømmer.
Mit princip hjælper mig stadig
Selvom jeg fik svømningen, var det stadig en hård kamp. Derfor udviklede jeg et princip. Et princip, jeg stadig bruger i dag: 1. Find en hurtig løsning, til når
trangen til selvskade virkelig er kraftig. Jeg plejer at løbe en tur eller ligge helt stille og koncentrere mig om følelsen af min hele krop. 2. Find en længerevarende løsning, der erstatter trangen til selvskade. Her bruger jeg svømningen. 3. Hold fast i de to første punkter. Hold fast, lige meget hvor mange tilbagefald, der skal til, for selvom det måske ikke føles sådan, så rykker det en lille smule fremad hver gang.
Jeg har stadig brug for at minde mig selv om mit princip en gang i mellem, men hver gang jeg husker på det og på, hvor langt det har fået mig, hjælper det en lille smule mere.
.jpg)
Jeg følte mig som et
menneske, der eksisterede.
TAK TIL
Et kæmpe tak til alle de unge deltagere, som har fundet sig i Trines og min dårlige humor og tossede anvisninger.
Et stort tak til LMS, Information og TrygFonden uden dem, ville der ikke have været nogen fortællinger. Vi er begge yderst taknemmelige for at måtte være en del af projektet.
Et varmt tak til Therese Hansen, kommunikationsmedarbejder hos LMS, som har hjulpet os med at stable vores side at projektet på benene.
Har du tanker om spiseforstyrrelse eller selvskade?
LMS tilbyder mange forskellige former for rådgivning. Du kan ringe til deres telefonrådgivning, chatte, sms'e, maile , eller du kan komme ind til en personlig rådgivningsamtale. Det kræver mod at bede om hjælp, men det er vigtigt, hvis du har nogle af de samme tanker, som de unge i dette projekt har givet udtryk for.